© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Christian Molbech | | Dansk filolog, litteraturhistoriker og professor Født onsdag den 8. oktober 1783 i Sorø Død tirsdag den 23. juni 1857 i København |
Mini-biografi: Blev student i 1802 og læste jura, men opgav det for helt at hellige sig litterære studier, da han 1805 var blevet amanuensis på Det kgl. Bibliotek. Ligesom Grundtvig sværmede Molbech for Nordens oldtid og var en velkommen gæst hos Kamma Rahbek i Bakkehuset, men kunne med sit pirrelige sind, ikke fastholde venskabet med dem. Vakte opmærksomhed med den følsomme naturbegejstring i Ungdomsvandringer i mit Fødeland (1811) og som historiker med den værdigt fortalte Historie om Ditmarskerkrigen (1813). Molbechs produktionstrang var enorm trods et svageligt helbred, navnlig efter udnævnelsen til professor i litteraturhistorie i 1829. Med overbevisningens varme og udholdenhed viste Molbech nye veje for den historiske forskning og betrådte dem selv med værker som Fortællinger og Skildringer af den danske Historie (2 bind 1837-40), der var tænkt som folkeoplysning, samt Forelæsninger over den danske Poesi (2 bind 1831-32) m.fl. Tog også det danske sprog under behandling, med Dansk Dialektlexkion (1833-41) og Dansk Ordbog (1828-33), med ny udgave 1854-59). Fremhævede at et lands historie ikke blot var kongernes, men i lige så høj grad det navnløse folks historie. Trods sit vrantne, irritable væsen forstod Molbech at samle vidt forskellige mænd i et frugtbart samarbejde. Var far til Chr. K.F. Molbech. |
|